UNICONTA GIVER EN HÅND MED BAG KULISSERNE

”Pige, træd varsomt, thi scenen er skrå”, lød det i en gammel revyvise. Men rådet er stadig gangbart, mener Charlotte Priebe Hold. Hun er partner og ansvarlig for økonomien i PriebeHOLD ApS, der har forsynet teatre, musikscener, konferencesteder og mange andre med sceneteknik siden 1960, hvor hendes far grundlagde firmaet. Charlotte har valgt Uniconta som virksomhedens økonomisystem, fordi det giver hende maksimalt overblik i en branche, hvor tingene går hurtigt og meget kan gå galt. Både på scenen og i forretningen.

”Vi er i underholdningsbranchen, og vi har bestemt også en fest”, griner hun. ”Men det går stærkt, og har du ikke hele tiden kontrol over økonomien, risikerer du meget hurtigt, at det pludselig ikke er så sjovt længere.” PriebeHOLD leverer alt fra store hejseværk og akustikreguleringer til scenetekstiler og projektionsfolier. Den ene dag skal de fikse et scenetæppe til den lokale teaterforening, og den næste dag sidder de med ansvaret for at koordinere underleverandører i et millionprojekt over flere år. BLOX, Falconer Centret eller Operaen er bare nogle af kunderne.

Overblik i skyen

”I vores branche handler det ikke kun om at sælge, men i lige så høj grad om at styre omkostningerne i en hektisk hverdag. Derfor er overblikket det, jeg er mest begejstret for ved Uniconta,” fortæller hun. ”Det første jeg gør om morgenen er at logge på systemet og åbne debitor, salgsordre, tilbud, fakturaer og balance. Så kan jeg minut for minut følge, hvor vi er – hvor en krise er ved at opstå, eller hvilke projekter, der ikke følger planen. Jeg har tjek på likviditeten og kan se, hvor jeg skal være opmærksom på at følge op. Vi har fået alle de funktioner, vi har brug for – og mere til – og så til en pris, som er mere end rimelig.”

Da firmaet besluttede at skifte det gamle C5-system ud, var kravet til et nyt, at det lå i skyen. ”Vi var dødtrætte af at bruge tid og penge på at opdatere. Vi ville have et system, der passede sig selv,” fortæller Charlotte Priebe Hold. ”Men faktisk viste det sig, at vi også fik løsningen på en masse andre udfordringer.”

Styr på lageret

For eksempel er lagerstyringen lige ved at være på plads. Herfra styrer Charlotte og de øvrige medarbejdere på kontoret det omfattende lager af blandt andet metervarer, som bliver indkøbt i især Tyskland, men også Belgien, England og Holland. Det er fx brandhæmmende tekstiler, som bliver leveret på paller direkte fra fabrikken. De findes i et utal af størrelser, vægte og farver. Nogle tekstiler kan fx være op til 15 meter brede.

”Med Unicontas lagerstyringsmodul er det blevet markant lettere at holde styr på det alt sammen,” fortæller Charlotte, der dog ikke vil lægge hovedet på blokken på, at alt er registreret og lige til at finde. ”Vi arbejder jo temmelig dynamisk, så har vi styr på 95%, er det mere end glimrende.”

Mere effektiv projektstyring

Næste skridt er at komme i gang med at bruge Uniconta til projektstyring. Ofte har PriebeHOLD rollen som den danske koordinator, der samler trådene for flere udenlandske leverandører i et projekt – tit meget store virksomheder. ”Vi taler dansk, er på byggepladsen og kender ofte bygherre, ingeniør eller arkitekt i forvejen. Det sætter os i en central position på mange store projekter, men kræver også, at vi har 100% styr på fremdrift, status og koordinering. Derfor er projektstyring den næste store brik, der skal falde på plads,” forklarer Charlotte.

”Min partner, Bo Hold – som jeg også er gift med – og jeg er gået i skarp træning og får intensiv undervisning i anvendelsen af projektstyring i Uniconta. Det får vi af folkene fra Lyngsøe EDB i Silkeborg, som har leveret vores løsning og i øvrigt supportet os til et 13-tal. Så lige om lidt er vi klar til at sige farvel til Excel-arkene og de lange lister. Det glæder vi os til – og hvem ved… måske ser nogle af vores kunder også frem til det?”

Relaterede artikler

Vil du også gerne have overblik og effektiv lagerstyring?

Blev du inspireret af ovenstående kundecase, og gerne vil vide mere om Uniconta, så udfyld formularen, så kontakter vi dig.