Individuel tilpasning til skræddersyede presenninger

Special, special, special. Sådan beskriver Sækko Presenning den store del af virksomhedens produktion, der handler om at lave skræddersyede teltdug, presenninger til lastvogne, overdækninger og alt mulig andet, der kan holde regn og rusk ude. Og så alligevel – for Sækko sælger også en lang række standardvarer til brug for udendørs events og fester. Det mix af specialproduktion efter ordre og standardvarer var bare en af udfordringerne, da det gamle AS400 økonomisystem skulle udskiftes.

”Kravet var helt overordnet enkelhed, gennemsigtighed og overblik. Og så var det afgørende at få en løsning, der lå i skyen,” forklarer adm. direktør Kristian Hansen. ”Vi havde tre systemer på banen, som alle blev grundigt præsenteret og gennemgået. Det ene (Navision) blev hurtigt sorteret fra på prisen, og ud af de to resterende faldt valget på Uniconta.”

Den aktuelle årsag til udskiftningen var, at Sækko Presenning var blevet udskilt fra en anden virksomhed. Det var et naturligt tidspunkt, og så var det gamle AS400-system efterhånden blevet en ældre dame, der havde lidt svært ved at følge med. ”Sort skærm med hvid tekst og DOS-kommandoer over det hele – udløbsdatoen var for længst overskredet, ” smiler Kristian Hansen, der da heller ikke har hørt nogen klager fra medarbejderne i økonomiafdelingen.

Den store udfordring

Samtidig med Uniconta blev også et nyt tidsregistreringssystem taget i brug. Så på alle niveauer var det en kompleks øvelse. ”Heldigvis er Uniconta et meget åbent system, så egentlig er det gået relativt smertefrit,” siger Kristian Hansen. ”Samspillet har været der fra starten, og de udfordringer, der selvfølgelig har været, er blevet håndteret i god ro og orden af vores leverandør 2doit Vest og Uniconta. Det er helt afgørende for os, at produktionsstyring, registrering af både forventede og tilgåede timer, samt selve økonomistyringen hænger tæt sammen. Med vores store andel af produktionsordrer er det vigtigt for os at kunne planlægge og tilrettelægge enhver ordre nøje.”

Fleksible fakturaer

Da næsten alle leverancer på de specialproducerede produkter består af mange og individuelt sammensatte materialer, er selve faktureringen en udfordring i sig selv. ”På den ene side skal vi have fuldt overblik over de medgåede materialer på hvert enkelt produkt, så vi har styr på lager og indkøb. På den anden side vil vi nødigt belaste vores kunder med endeløse opremsninger af dimser og dingenoter, der er brugt i produktionen. Her er det en fornøjelse, at vi kan skræddersy lister og fakturaer stort set, som det passer os og vores kunder.” Kristian Hansen og resten af organisationen er glade for at have valgt Uniconta. Men forventer også masser af forbedringer frem over.  ”Vi oplever, at der bliver taget hurtigt hånd om det, hvis der mangler en funktion eller en mindre fejl har sneget sig ind. Uniconta er meget lydhøre,” slår Kristian Hansen fast.