Uniconta holder styr på både robotter og økonomi

Små programmerbare robotter designet til undervisningsbrug fra 3. klasse til universitetet skal gøre børn og unge i stand til at gribe fremtidens udfordringer. Robotten hedder Fable – og det er den unge, danske virksomhed Shape Robotics, der står bag produktet, der består af hundredvis af komponenter, der bliver købt ind over hele verden og samlet hos Shape Robotics i Farum. For at få styr på lager og ordrer valgte virksomheden at skifte til Uniconta hos Concept Data.

Det hele startede i 2011 med et ph.d.-projekt på DTU, som i 2015 blev til en virksomhed med støtte fra DTU og Undervisningsministeriet. Med Fable kan elever eller studerende klikke forskellige moduler sammen på et utal af måder for at skabe robottens krop, give den sanser og få den til at bevæge sig. Alt efter erfaring og alder kan eleverne programmere robotten med visuelle blokke (Blockly) eller i et tekstsprog (Python). I dag beskæftiger virksomheden omkring 20 medarbejdere, mens salget er fordelt ligeligt mellem Danmark og udlandet.

Øget kompleksitet betød nye krav

”I starten brugte vi e-conomic at holde styr på butikken, men vi kunne ikke registrere ordrer, varelager og varetræk i systemet, så vi måtte gøre manuelt i Excel-ark,” forklarer André Fehrn, der er Head of Finance and Administration.

”Efterhånden blev det ret komplekst at holde styr på. Vi fik flere og flere produkter og solgte mere og mere, og i samme takt voksede de systemmæssige udfordringer,” fortæller han. ”For eksempel måtte vi bogføre alle omkostninger i driften. En gang om måneden talte vi så op og trak det ud af driften igen. Vi havde ikke en chance for at se dækningsbidrag på kunden eller for at følge vareflowet.”

Jagten på et nyt system gik i gang. Det nye system skulle være let at tilpasse in-house, så eksterne konsulenttimer kunne holdes på et minimum. Det skulle være et åbent system, der uden bøvl kunne spille sammen med andre systemer. Og så var lagerstyring afgørende vigtigt, når der skulle holdes styr på de mange delkomponenter og færdige produkter. Uniconta viste sig at kunne levere på alle tre områder.

Styr på de indre linjer

”Ikke alene kan vi trække varelister, men vi kan også trække styklister med komponenterne i et produkt. Det bruger vi fx ved genbestilling eller i forbindelse med montage af en ordre. Salgsordre-modulet anvender vi til at holde styr på tilbud, ordrebeholdningen, styre leveringer og fakturering. Vi har fået godt styr på de indre linjer,” mener André Fehrn.

I Uniconta kan varer oprettes, købes og sælges. Du kan løbende tjekke reservationer og beholdninger. Systemet arbejder både med økonomisk lagerstyring, dvs. når du køber og sælger, bliver lageret opdateret med antal og værdi – og fysisk lagerstyring, hvor du kan følge varens fysiske placering.

En uventet fordel

Ved hjælp af Microsoft Odata kan André nemt og sikkert udveksle data mellem Uniconta og Excel, så han kan trække tal og lave tabeller på basis af alle data i systemet.

”Har du først lavet en standard, kan du med et tryk på en tast opdatere hele baduljen. Jeg bruger det til min månedsrapportering, hvor jeg ved hver gang kan præsentere en rapport baseret på de nyeste finansielle data – stort set uden at jeg behøver røre en finger,” smiler André, der typisk præsenterer 10 faste slides med aktuelle nøgletal.

”Det er en slags lettilgængelig, løbende Business Intelligence, som betyder, at der bliver mere tid til at tolke tallene i stedet for at finde dem frem,” siger han.

Top