Uniconta Update 83

Print Friendly, PDF & Email

Frigivelsesdato: 24. November 2019

Fysisk bilag er forbedret på en række punkter

Mapper i indbakken

Nu har vi fået mapper i Indbakken, hvor man kan lægge de fysiske bilag inden de bogføres og forsvinder fra indbakken. Man trækker bilag fra oversigten over i den mappe, som man ønsker. I menuen kan man slå disse mapper til/fra. Da de nye mapper hedder ”mapper”, har vi omdøbt de gamle ”mapper” til ”kuverter”. Kuverter er der, hvor man lægger flere fysiske bilag sammen, så de vises i oversigten som filtypen ”DIR”. Det tidligere felt ”posteringsvejledning” er nu omdøbt til ”notat”, og vises på samme måde, som på ordrelinjerne.

Godkendelse af fysiske bilag

Vi har fået en ny kontrol specielt til at godkende fysiske bilag. Den findes under ”min profil” i topbaren. Dette kræver, at man i medarbejderkartoteket har sat bruger-Id på medarbejderen, så Uniconta kan finde medarbejderen i medarbejderkartoteket, ud fra dennes login-id.  Nu kan man så i rettigheder nøjes med at give en medarbejder kun læseadgang til fysiske bilag, da der ikke kræves andre rettigheder for at godkende et bilag.

En medarbejder kan ”godkende”, ”afvise” eller ”vente”. Alt afhængig af, hvad man vælger, så flytter bilaget til mappen af samme navn i indbakken, så bogholderen kan se, hvad der er sket. Fysiske bilag har nu fået to dato/tid-felter ”godkende den”. I processen kan man også indsætte en kommentar, der så gemmes i feltet ”notat”.

Godkende bilag i medarbejderkartoteket

I medarbejderkartoteket er lokalmenuen nu udskiftet til at åbne denne nye kontrol. Hvis man som bruger godkender en anden medarbejders bilag, så er det ens eget medarbejder-Id, som stemples på som godkender.

Modtag anmodning om godkendelse på e-mail

På medarbejderen kan man nu sætte op, om man skal have en e-mail-anmodning om godkendelse af bilag. Er dette slået til, så skal bogholderen blot indsætte den pågældende medarbejder som ”godkender” på bilaget, så vil medarbejderen automatisk modtage en e-mail. I denne e-mail er det knapper til at ”godkende”, ”afvise” eller ”vente”, samt til at vise bilag. Man behøver altså ikke åbne Uniconta.

Vælger man ”godkend” eller ”afvist”, så vil linket efterfølgende være inaktivt. Vælger man ”Vent”, så er linket stadig aktivt, men nu kan bogholderen se, at bilaget ligger i mappen ”venter”, og kan også se det notat, som godkenderen har skrevet.

Så hvis man endnu ikke er klar til enten at godkende eller afvise, så er det bedre at vælge ”vent”, fordi så kan bogholderen se, at godkenderen har set bilaget, men ikke kan tage stilling.

Godkendelse af bilag via ”min profil” er også færdigt, og ”vent” virker på samme måde som via e-mail.

Vi benytter et specielt udviklet link i vores Uniconta web version. Man behøver heller ikke logge ind. E-mailen indeholder en lang kode, som giver adgang til godkendelse af det præcise bilag. Når bilaget er godkendt, så vil linket ikke kunne benyttes mere. 

Gensend anmodning om godkendelse

I fysisk bilag, indbakken, så vil serveren jo sende en email til godkender ligeså snart man tilføjer (eller ændre) en godkender og trykke ok.

Nu er der også kommet ”Gensend anmodning og godkendelse”, hvor bogholderen kan rykke en medarbejder for godkendelse, og tilføje en individuel besked. Skriver man en besked så bliver e-mailen mærket med prioritet ”høj”.

Afsende e-mails fra medarbejderen

Vi har et setup på e-mail-setup, hvor man kan bestemme, at e-mailen skal komme fra medarbejdernes e-mail, hvis navn står på ordren/tilbuddet. I praksis virker det bare ikke, når man kører med Office 365, idet ingen kan finde ud af at sætte Office 365 op til at bruge en anden afsender end ” SMTP user”. Så nu har vi valgt at man kan benytte medarbejdernes ”rigtige” e-mail og ikke ” SMTP-user” i SMTP-setup. Det eneste Uniconta kræver er, at medarbejdernes password til deres e-mail-konto er kendt. For at ingen skal kunne kende det password, så har vi valgt at medarbejdernes selv på sin profil, skal angive sit password til sin e-mail-konto.

Når Uniconta har det password, så kan vi fint sende fra medarbejdernes e-mail-konto. Da vi her kun har ”medarbejder” på ordren, så kræver det, at bruger-id på medarbejderen i medarbejderkartoteket er udfyldt.  Kører man med flere regnskaber, så skal brugeren indtaste sit password i alle regnskaber, da password gemmes i medarbejderkartoteket for det aktive regnskab. Dette felt ligger kun på serveren, og kan ikke hentes via api’et. Så på den måde giver medarbejderen også ret til at benytte hans konto lige netop i det regnskab, som han indtaster sit password i. Det er derfor, vi har valgt at password gemmes i regnskabet og ikke på hans profil.

Top-Projekt (Root-project)

Når man arbejder med underprojekter i flere niveauer, så kan man ikke få et billede af alle projekter under et ”Top-projekt”. Nu er der kommet et nyt felt på projektet, som vedligeholdes på serveren, der hedder ”Top-projekt”. Her kan man se, hvad der er toppen på et projekt, når projektet står som ”under-projekt”. Det gør at når man laver filter eller ”group-by” på et Top-projekt, så man hurtigt kan se alle under-projekter, der ligger under et Top-projekt.

Projekt fakturering kan medtage underprojekter

Når man opretter et projekt, kan man sætte et ”master projekt”. Sætter man det, så er det nye projekt et ”underprojekt” til master projektet. På underprojektet kan man nu sætte op, om det skal faktureres på hovedprojektet, eller om det skal faktureres for sig selv. Flere skærmbilleder, når de åbnes fra lokalmenuen, har nu fået ”inkluder underprojektet” tilvalg i menuen.

Projektgrundlag kan medtage nye poster

Når man har dannet en ordre ud fra et projekt, så kan man på ordren se ”projektgrundlaget”. Her kan man så fravælge nogle af de poster, som ligger til grund for ordren, og regenerere ordren. Nu kan man imidlertid også søge blandt de poster, som endnu ikke er faktureret, og vælge at inkludere nogle af disse poster. Så nu kan man både fra- og tilvælge poster i billedet.

Dan 0-faktura i projekt

For at lukke en måned skal man fakturere et projekt. Nu er det kommet ”Dan 0-faktura”. Det er en måde at lukke måneden på, uden at sende kunden en faktura. Uniconta danner godt nok fakturaposter i fakturakartoteket med fakturanummer 0, så vi kan se, at Uniconta har dannet og bogført en 0-faktura. I projekt ”nummerserie” kan man sætte et varenummer op, som skal benyttes til differencen mellem aconto faktureret og det beløb, som skulle være faktureret.

Projektkladden har fået batch- og serienummer

Ligesom vi i lagerkladden har batch- og serienummer, så har projektkladden også fået dette felt. Det har også fået EAN, som vi har i lagerkladden.

Dokumenter i produktionsmodulet

I produktionsmodulet kan man nu vælge at vedhæftede dokumenter skal gemmes i arkiv. Så vil dokumentet blive gemt på ”Færdigmelde varer”, ligesom vi kender det fra fakturaarkivet, hvor dokumenter fra ordren gemmes sammen med fakturaen.

Batch- og serienummer afmærkning kan nu kører sync

Det batch- og serienummer billede, som vi har i ordrelinjerne, kan nu kører ”sync”. Dvs at man kan have billedet åbent, skifte ordrelinjen uden at lukke billedet, og så kan man afmærke for den nye ordrelinje. Dette sparer en masse klik, hvis man har mange ordrelinjer, som skal afmærkes.

Lagersted og lokation på styklister

Styklistelinjer har nu fået felterne ”Lagersted” og ”Lokation”. Er de udfyldt, så vil ”dan produktionslinjer” og ”udfold stykliste” altid benytte disse felter. Er de ikke udfyldt, så er alt som det plejer.

Foto på varen

Hvis man på varekartoteket vælger ”vedhæftninger”, og vedhæfter et billede, så kan man nu se i oversigten, at sidste kolonne har fået et ”unikt nummer”. På varenummeret kan man nu indtaste dette nummer i et nyt felt: ”Foto”. Nu er denne vedhæftning så ”standard” fotoet for varen. Alle steder i Uniconta, hvor de er et varenummer, vil vi nu tilføje en menu ”foto”, som så vil vise varens billede for den aktuelle linje. I rapportgeneratoren vil man også kunne indsætte fotoet, så det kommer med på fakturaen eller tilbuddet.

Afgiftsgruppe på varegruppen

I stedet for at man på alle varer skal sætte afgiftsgruppen, kan man nu sætte den på varegruppen. Den benyttes så, hvis den enkelte vares afgiftsgruppe er tom.

Notifikation på ændring af lagerbeholdningen

Under firma/vedligeholdelse/Ændrings-URL kan man nu vælge ”InvItemStorage”. Det betyder, at når beholdningen ændres, så får man en event på denne tabel-type.

Uniconta husker ”Synkroniser/lås”

Når man åbner ordrelinjer fra ordrehovedet, så er ordrelinjerne ”låst”. Ændrer man det nu til ”synkroniser”, så vil Uniconta huske det. Dvs. at når man lukker ordrelinjerne og åbner igen, så vil de åbne i ”synkroniser-mode”. Dette gælder kun så længe Uniconta er åben, da det er noget, der kun gemmes i hukommelsen.

Valutaregulering

Nu kan vi også danne valutaregulering på statuskonti i finans, som har en valuta påført på kontoplanen. I dialogen for valutaregulering er der et nyt kontonummerfelt; ”modkonto til finanskonti”. En valutaregulering i finans vil bogføre reguleringen på selve kontoen, der reguleres, og på den angive modkonto.

Valutaregulering er også blevet ændret, så hvis man ikke udfylder de nødvendige konti i dialogen, så vil Uniconta blot hoppe reguleringen over for det område, hvor kontoen er nødvendig. Altså, der er to konti til at regulere debitor, og er de tomme, så vil Uniconta ikke regulere debitor.

Så hvis man kun vil regulere finans, så skal man kun udfylde ”modkonto til finanskonti, og vil man kun regulere kreditorer, så skal man kun udfylde de to konti vedr. kreditorregulering.

Nyt bilagsnummer på linje i kladden

I opsætning af en kassekladde er der nu kommet et felt til at bestemme, hvordan bogføringen skal tildele bilagsnumre. ”kun 1 bilags nummer”, ”nyt nummer ved 0 balance” eller ”nyt nummer per linje”.  Det sidste er en ny mulighed.

Viser datointerval i kassekladden

Ved bogføring af en kassekladde, så vil Uniconta kigge på alle linjer, finde den største og den mindste dato, og vise i dialogen for bogføringen. Det skulle hjælpe med at fange fejl, hvor man f.eks har tastet en dato i 2018 eller i 2020, og ikke har lukket sine perioder.

Teksten i Bankafstemning kan rettes

Når man har indlæst fra banken, er det ikke altid, at man vil have bank-teksten med over i kladden. Nu kan man rette teksten i bankafstemningen. Det er også kommer et nyt felt (original tekst), som er skjult, som altid har original teksten. Vil man tilbage til originalteksten, så sletter man blot teksten i feltet i bankafstemningen, så sættes den tilbage til originalteksten.

Print af balance

Når man bruger Print af balance ved ikonet i toppen, printes overskrifter nu af typen fed+understreget, da vores tidligere metode med at tegne en linje i hele kolonnes bredde gav forskydninger, når man ændrede kolonne bredden.

EAN på prislister

Nu er det kommet EAN på prislister. I ordrelinjer, tilbud og indkøb, når man udfylder EAN, så vil Uniconta først kigge på om varen har et EAN-nummer, dernæst på prislisten. Findes EAN-nummeret her, så vil Uniconta indsætte varenummer, pris, antal og rabat fra prislisten. Så nu kan samme vare have flere EAN-numre, så man kan eks. have en kasse med 10 stk. og en kasse med 100 stk. af samme varenummer, men med hver sit EAN-nummer og pris.

Vedhæftninger åbner en webside

På vedhæftninger har vi en ”url”, hvor vi kan hente vedhæftninger fra i stedet for at gemme dem på Unicontas server. Hvis nu ”url” begynder med ”http” eller ”www”, så vil Uniconta ikke tyde ”url” som en sti til en fil, men i stedet åbne browseren med adressen i ”url”.

Faktureringsbruger

I opsætning af en bruger på et firma kan man nu tilknytte en ”fast profil” på brugeren. Den første profil er en Faktureringsbruger. Denne faste profil vil betyde at en bruger koster mindre i dette regnskab, end den ellers ville koste, hvis den tilknyttes denne profil.

En Uniconta Faktureringsbruger giver en revisor mulighed for at hjælpe sine kunder effektivt i deres daglige arbejde. Samtidig sikrer man, at det er revisor der håndterer bogføringen, momsrapporteringen og årsregnskabet, uden at kunden selv står med udfordringerne på disse områder. Kunden kan selv fakturere, se sin finans, sine debitorer samt indsende og se indsendte fakturaer og bilag.

Uniconta Faktureringsbruger kan kun sælges af Univisorer.

Læs mere: https://www.uniconta.com/da/univisor/univisor-nyheder/daglig-kundehjaelp/  

REST-Api til Uniconta

Selvom vi har vores .NET Api, så har der været behov for at kunne tilgå vores funktioner via ”standard web protokoller”. Vi har hidtil haft OData til at læse data fra Uniconta, men nu har vi udbygget vores OData server til også at kunne indsætte, opdatere og slette. Vi fortsætter med at tilføje metoder, så vi også kan opdatere fakturaer, bogføre kladder og mange flere af de andre ting, vi kan via .NET api’et.

Andre nyheder

  • Valutaer gemmes nu med 5 decimaler i valutakartoteket
  • Prislister benytter nu op til 5 varianter, hvor de før kun benyttede 2 varianter
  • Prislisterne har nu også fået brugerdefinerede felter
  • Abonnement i ordremodulet, har nu support for 3 år i gentagelse
  • Vi har indsat ”fortryd slet” menuen i kassekladden. Den virker, så længe der ikke er trykket ”gem”
  • I vores stamdata er der nu kommet ”fortryd slet” i fanen ”rediger-alle”
  • I  ”rykker/rente” er der blevet rettet, så en forfalden forudbetaling ikke kommer med i rykker og heller ikke tilskrives rente. Kunder med negativ saldo bliver heller ikke rykket
  • Importværktøjet gemmer nu ”spærret” fra C5 debitor og kreditor efter at kladderne er bogført
  • Ved import af fakturaer kan man nu bestemme antal år, vi skal gå tilbage og indlæse fakturaer fra
  • Udløbsdato i lagerkladden, som benyttes ved batch- og serienumre
  • Kontrollen Dashboard-viewer kan nu tage et ”dashboard” som argument, og åbne et dashboard direkte, hvis man laver sine egne menuer
  • ”Rediger alle” i produktionsordre
  • Pivottabeller har fået ”korrekt” beløbsformatering
  • Det er nu muligt at vedhæfte dokumenter til OIOUBL
  • Postnummer er udvidet fra 10 til 12 tegn. I nogle lande er det 12 tegn, da postnummeret også indeholder en kode for vejen.

Share this post

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på print
Del på email
Do NOT follow this link or you will be banned from the site!